Grøn Infrastruktur

Da vi opbyggede hele vores forsyningsnet (el, kloak, vand og varme), gjorde vi det i fællesskab; ejet og drevet af os forbrugere. Vi, danere, lavede et regelsæt, der gav forsyningssektoren gunstige rammevilkår, så længe visse regler blev fulgt: De skulle drives professionelt som virksomheder, de måtte ikke udbetale profit, men hele tiden sikre de bedste og billigste løsninger for os danere. Disse rammevilkår har givet os den største forsyningssikkerhed i verden til de billigste priser. 

Nu har man fra centralt hold besluttet sig for, at et profitbaseret fjernejerskab er den måde, som vi skal bygge fremtidens grønne infrastruktur på. Det er dumt på alt for mange måder: Det gør forsyningerne unødigt dyre og skaber modstand mod den grønne omstilling i befolkningen – men det værste er, at vi mister den selvstændighed og forsyningssikkerhed, vi havde. 

Infrastruktur og forsyning er to af fundamenterne for en stærk og produktiv økonomi. Hvis infrastruktur og forsyningssektorerne gøres til profitcentre for den spekulative økonomi, har det en direkte negativ effekt på produktiviteten og den sunde vækst i økonomien. Industrialiseringen af Danmark baserede sig på nedefra-og-op-investeringer netop i infrastruktur. 

Transformerstationer, kølehuse, vand, kloakker, varme, el – alt sammen fik vi, fordi vi lokalt slog os sammen i andelsselskaber og gjorde det selv. Dermed udvikledes industrialiseringen af Danmark ud fra en demokratisk økonomisk model. 

Det er præcis denne struktur, der er bedst egnet til etableringen og ejerskabet af de grønne forsyningsløsninger, der nu er ved at blive rullet ud over det ganske land. Vi skal fastholde vores barnelære. 

Inden for fx. biogas blev de første anlæg for 25-30 år siden etableret ud fra en andelsøkonomisk tankegang. I de seneste 10 år er den spekulative økonomi rykket ind, og vi har fået store biogasselskaber, som ikke tjener penge på deres primære drift, men alene eksisterer på kontinuerlige investeringer baseret på indtjening fra statstilskud og en fremtidig profit fra forbrugernes betalinger – den såkaldte IPO-rejse (Initial Public Offering), hvor selskabernes værdi fastsættes ud fra deres fremtidige indtjening – vores betalinger til dem i fremtiden. 

De decentrale værkers økonomi trues, fordi de spekulativt drevne virksomheder er begyndt at betale for mange spekulative penge for det affald, som fodrer biogasværkerne. Affaldets pris fastsættes nu ud fra en spekulativ logik, hvor de decentrale og andelsejede selskaber slet ikke kan være med. Det, selvom de decentrale værker er baseret på lokale og cirkulære næringsstofkredsløb. 

Denne udvikling truer ikke bare de decentrale værker, men også os som forbrugere, fordi vi kommer til at betale mere for vores energi. Den fremtidige fortjeneste, som de store spekulative firmaer baserer deres finansieringsmodel på, kommer i sidste ende fra os forbrugere, for der er ikke andre til at betale. Derudover er de store biogasværker ikke nær så grønne som de mindre værker, der baserer sig på lokale cirkulære kredsløb. Hvorfor gør vi det på den forkerte måde, når vi kender den rigtige? 

Vi har i Danmark et fuldstændigt cementeret princip for vores lokale forsyningsselskaber: De skal arbejde for samfundets overordnede interesser, de skal drives professionelt, mens overskuddet bruges til at sætte prisen på forsyningen ned til gavn for den produktive økonomi og for os forbrugere. Hvis du spørger en professor i økonomi om, hvorvidt forsyningssektoren bedst drives med fjernejerprofit for øje eller bedst struktureres til at understøtte væksten i den produktive økonomi baseret på forbrugerejerskab, vil de fleste uanset ideologi svare, at det sidste bør være vores politik. Ja, måske vil nogle af dem endda svinge sig op til at kalde det barnelærdom. 

Henrik Pontoppidans Lykke-Per havde fat i den lange ende: Danmarks udvikling og selvstændighed afhænger af selvforsyning af energi fra vedvarende kilder. 

Vi reagerer, når vores grundtanker trues. Fx. reagerede vi ret voldsomt på regeringens salg af dele af Dong til Goldman Sachs. Goldman Sachs har indrømmet at stå bag verdenshistoriens største hvidvask af penge, de er dømt for at snyde med deres aktiehandler et utal af gange og dømt for korruption i forbindelse med fx. våbenhandel med den malaysiske stat. Grænserne for vores grundprincipper blev endnu tydeligere, da man forsøgte at sælge andelselselskabet Radius på det internationale kapitalmarked. 

Lad os gøre det til en officiel beslutning: Den grønne omstilling skal være ejet og drevet af andelsselskaber. Det er en beslutning, som vi kan og bør træffe nu. For nylig var en prominent politiker, Pelle Dragsted, for første gang ude og anerkende, at den største forhindring for den grønne omstilling er rammevilkårene og politikernes manglende forståelse for, hvad der skal til. 

Et lokalsamfund, der forsynes med cirkulære og grønne løsninger, vil altid have sikker og billig strøm, vand, varme, kloakering – væsentlig billigere end nuværende fossilt drevne løsninger. Investeringen pr. husholdning i at få de grønne forsyningsløsninger er nu på niveau med fossilt drevne løsninger, til gengæld er den månedlige pris for den enkelte husholdning under halvdelen. Hvis børnelærdommen ikke slår til, kan vi reflektere over de mange penge, det koster at fortsætte med at være afhængig af fossilt brændsel fra tvivlsomme stater (Rusland, Mellemøsten mfl.). 

Det kan kun gå for langsomt med at etablere grønne forsyningsløsninger, der er fuldstændig uafhængige af den spekulative økonomi og de fossile brændstoffers usikkerheder. Det er en såkaldt no-brainer. Beslutningstagerne må sætte sig udover afgiftstyranni og Finansministeriets beskyttelse af tidligere forkerte investeringer i sort infrastruktur. Som samfund er vi nødt til at straks-afskrive de sorte investeringer i stedet for at beskytte dem. I stedet bør vi beskytte og støtte de andelsejede forsyningsselskaber ved at hjælpe dem med at komme af med gælden til de sorte investeringer, de er tynget af. 

Så nemt er det

Et lokalt varmeværk ejet af forbrugerne, der leverer varme, baserer sig på vind, sol, varmepumper og sæsonlagring, vil koste en husstand under 100 kroner om måneden. En hybrid biogaskloakløsning vil konvertere kloakvand og organisk affald til rent vand, energi (20-25% af husstandens behov) og returnere næringsstofferne til jorden og dermed også fortrænge kunstgødning. Samlet vil de grønne kloakeringsløsninger koste væsentlig mindre end nuværende løsninger, sikre det cirkulære næringsstofkredsløb og stoppe den fortsatte massive udledning af næringsstoffer til vores vandmiljø. 

Med hensyn til elektrificeringen af hele vores energiforsyning er balance igen kodeordet. I øjeblikket betaler Energinet (staten) flere penge til spekulative vindmølleejere for at slukke for deres møller, end staten giver i tilskud til vindstrøm. Balancen i elnettet er den største udfordring i elnettets grønne omstilling lige nu. At skabe den balance kan enten koste os utroligt mange penge, eller vi kan skabe den balance i samarbejde med hinanden. 

Når lokalsamfundene ejer deres eget forsyningssystem og belønnes i overensstemmelse med deres evne til at balancere forbruget og den lokale grønne energiproduktion med det store elnet, vil vi kunne reducere omkostningerne til en tiendedel af, hvad vi står og kigger ind i lige nu. Men det vil betyde et opgør med afgiftstyranniet og et opgør med den voldsomme centralisering af magten i forsyningssektoren, som vi oplever i disse år. Vi gør altså det forkerte, selvom vi har strukturerne og erfaringer til at gøre alt det rigtige. Det grundlæggende problem er den manglende forståelse, som vore beslutningstagere udviser.