Demokratisk Økonomi

„When the ride ends“ – illustreret ved en rutsjebane, der er lige ved at nå en høj top, inden det går stejlt nedad – prydede forsiden af det globale liberale magasin The Economist den 12. februar 2022. Inden i bladet kunne man læse om, hvorledes mængden af spekulative handler på de finansielle markeder er øget med faktor 3,8 bare de seneste 10 år. Man kunne også læse om en stor bekymring for, om de finansielle systemer vil kunne stå imod den næste cykliske nedtur.

Den største økonomiske risiko vi som nation løber i dag er, at den globale spekulative økonomis vaklende fundament får det globale finansielle system til at kollapse. Sidste gang, bygningen skælvede i 2008, kom nationalstaterne til undsætning og holdt hånden under den spekulative sektor. Nu har nationalstaterne forgældet sig i en sådan grad, at de nok ikke længere vil kunne redde den spekulative finanssektor, og den folkelige modstand mod en sådan redning bare vokser og vokser.

Det er specielt kritisk, fordi det globale finansielle systems vækst reelt er det eneste vækstcenter i de vestlige økonomier siden midten af 1970’erne. Hvis man fratrækker den del af væksten i de vestlige økonomier, som er direkte relateret til den spekulative finansverden, har der reelt ikke været nogen vækst siden 1970’erne – i hele den vestlige økonomi.

Denne fagre nye verden med såkaldt make-believe økonomisk vækst blev officiel i 1993, hvor finansielle transaktioner blev gjort til en del af opgørelsen af vores BNP – en ren abstraktion. Et helt centralt problem er, at siden Bretton Woods-aftalen i 1944, er det blevet muligt for private banker at udstede penge i form af gæld. I dag er 96% af alle nye penge, der udstedes i Danmark, sådanne penge, som private banker skaber ved at taste tal ind i en computer.

Det vigtigste, vi som bioregion kan gøre i de næste to-tre år for at sikre danernes basale nødvendigheder, er at genetablere den lokaliserede cirkulære økonomi, som samtidig kan sikre vores omstilling til klimaneutralitet og biodiversitet.

Tag kontrollen tilbage

Fra at have været nede i detaljen, skal vi nu se på de mere strukturelle aspekter af genetableringen af national kontrol over vores økonomi, herunder sikring af vores basale nødvendigheder, også i krisetider. Formålet er at finde vej til den grønne ø.

Fremtidens økonomi vil blive planlagt nedefra og op. Det cirkulære ressourceforbrug skal etableres lokalsamfund for lokalsamfund. Som vi har set, er der betydelige økonomiske fordele ved at cirkulere vore næringsstofkredsløb og samtidig fx løse kloakering og hjælpe med at udfase kunstgødning. Den cirkulære måde at bruge ressourcer på kræver, at vi etablerer lokaliserede og cirkulære ejerskabsstrukturer, næringsstofkredsløb, energibalancer osv.

Fremtidens nedefra-og-op-økonomi starter i det helt lokale. På dette niveau etableres udviklingsråd, som vi allerede ser flere steder over det ganske land. De lokale udviklingsråd vil bestå af aktive folk fra lokalsamfundet, der forstår at fremme de specielle muligheder, ethvert lokalsamfund byder på. Hvis det drejer sig om at bevare den lokale skole eller den lokale købmand, så forstår danerne at mobilisere sig. I Sønderborg Kommune er man lykkedes med at samle de lokale udviklingsråd i en fælles struktur med kommunen, således at samarbejdet mellem det helt lokale og det kommunale fungerer optimalt. Tak til Anders Brandt, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen, der var arkitekt bag tiltaget.

Processen for demokratisering af vores økonomi begynder lokalt med engagerede borgere, der tager ansvar og yder en uselvisk indsats. Næste skridt er at cementere det samarbejde i et lokalt udviklingsråd. Et råd bør være bredt sammensat og upolitisk. Rådet baserer sit virke på en detaljeret og konkret viden om lokalområdet og har til opgave at iværksætte og hjælpe projekter med alt fra netværk, viden, planlægning til finansiering.

Et udviklingsråd skal være kendetegnet ved nærhed og tillid, inspireret af vores stolte praksis med at gå i en Vé. Efterhånden som nye andelsinitiativer etableres, vil de tiltræde udviklingsrådet. På den måde kan organisationen udvikles til en andelsalliance inspireret af den danske andelsbevægelses storhedstid. I nyere tid kan inspirationen findes hos eksempelvis spanske Mondragon, en alliance mellem mere end 250 kooperativer bygget op over de seneste 60 år. Mondragon beskæftiger over 70.000 personer i Baskerlandet i Spanien. Den nøjagtige formel vil altid være afhængig af lokale præferencer, og den spanske alliance er ikke nødvendigvis i et ét-til-ét-forhold med den danske andelstanke. Det er værd at huske, at der i vores lille land i det Herrens år 1887 etableredes 170 andelsmejerier – på ét år!

De specifikke mål for udvikling vil i sagens natur altid være afhængige af lokale muligheder, interesser og behov, men overordnet bør vi:

• Etablere nationale rammevilkår for etableringen af lokale udviklingsråd, således at lokalsamfundene over det ganske land kan genskabe den lokale cirkulære økonomi. Præcis som vi gjorde for over 200 år siden, da vi rammesatte de store jordreformer, som derefter blev gennemført ved lokal forhandling.
• Sikre størst mulig pengestrøm mellem de økonomiske aktører i lokalområdet og arbejde for en højere grad af selvforsyning af essentielle nødvendigheder.
• Tilføre alle lokale ressourcer maksimal værdi inden salg ud af lokalområdet. Det kan eksempelvis finde sted ved introduktionen af ny teknologi, uddannelse af arbejdsstyrken samt tættere organisering og samtænkning af lokale processer.
• Opbygge lokal kapital til investering i lokalt ejede virksomheder – typisk andelsselskaber.

Nationalt bør vi arbejde for at sikre økonomisk selvbestemmelse:

• Vi skal assistere lokalsamfund ved at skabe kreditforeninger og assistere med andelsorganisering for at gøre dem uafhængige af den spekulative økonomi og afslutte fjernejerskab.
• Gennem udviklingen af et automatiseret og digitaliseret nationalt andelsforeningskoncept kan vi give lokalsamfundene deres butikker tilbage, drevet i fællesskab, måske inklusive lokal momsfritagelse eller såkaldt afstandsmoms.
• Ved fælles anstrengelser skabe størst mulig lokal selvforsyning af essentielle varer.
• Vi skal sikre rammevilkår, der fremmer lokal selvforsyning med grøn energi.
• Vi skal inspirere og rammesætte lokale bytteøkonomiske tiltag.
• Vi skal bruge Vé’en som inspiration for genetableringen af det lokale håndslag som bindende aftale og dermed spare enorme mængder penge på bureaukrati og sænke omkostninger.

Regional planlægning

Mens lokale udviklingsråd kan tage initiativer på helt lokalt niveau, bør det regionale være det nederste trin på den økonomiske planlægningsstige. Et niveau, der ligner de gamle amter med mellem 100.000-400.000 borgere. Dette niveau vil typisk indeholde de nødvendige elementer for at kunne udfærdige en meningsfuld økonomisk plan. Deltagerne i den økonomiske planlægning på dette niveau vil have tilstrækkeligt lokalkendskab til at kunne planlægge baseret på lokale prioriteringer og skabe effektive og hurtige forandringer. Deltagerne skal være repræsentanter fra lokale udviklingsråd, kulturlivet, de økonomiske sektorer, offentlige institutioner og repræsentanter fra civilsamfundet. Den regionale planlægning spiller en aktiv rolle i at mobilisere lokale menneskelige og naturlige ressourcer for at sikre fuld beskæftigelse, købekraft og en balanceret bæredygtig udvikling af regionen.

Det regionale gøres til den væsentligste planlægningsenhed. Etableringen af regionalt forankrede industrier og en stor grad af lokal selvforsyning af basale nødvendigheder kan sikre fuld beskæftigelse og lokaløkonomisk resiliens. Opdelingen af regionale økonomiske enheder skal baseres på en videnskabelig tilgang, og medlemskab gøres afhængigt, af at det enkelte medlem fokuserer sine sociale og økonomiske interesser i det lokale. En såkaldt flydende befolkning, der ikke fokuserer sine sociale og økonomiske interesser lokalt, skal modarbejdes.

Flydende befolkninger er dem, der bor et sted, men har forenet deres økonomiske og sociale interesser væk fra lokalsamfundet. Det kan være velhavende, der placerer deres værdier uden for lokalsamfundet, eller migrerende arbejdstagere. Hvis vi skal have vores lokalsamfund til at fungere og vækste, må vi kunne forvente af hinanden, at vi alle deltager. Dermed ikke sagt, at man er bundet til sin fødeby, men at man kan forventes at bidrage til det lokalsamfund, man selv har valgt at være en del af. Noget, vi danere er gode til.

Nationaløkonomien

Danmark er et perfekt eksempel på en bioregion. Bioregional økonomisk planlægning vil være helt central for at opnå den nye bæredygtige og cirkulære økonomi. Den nationale demokratiske økonomi fordrer en række ændringer i den måde, vi organiserer vores økonomi på, og den måde, som vi fordeler de værdier, der skabes.

Det helt oplagte er afvikling af marginaliseringen af planetære omkostninger forbundet med økonomisk aktivitet. Prisen for et produkt vil i en demokratisk økonomi reflektere den samlede omkostning, vi vil se en internalisering af alle omkostninger i prisen. Indledningsvist kan dette gøres ved afgifter, men på sigt vil den regionaliserede planlægning af økonomien indregne disse omkostninger i produkter, der sendes ud af regionen, således at regionen fastholder magten over egne ressourcer og egen udvikling. Den ekstraktive økonomi medregner ikke nedslidning af arbejdsstyrken, miljø- og klimabelastninger, derfor er den ikke et cirkulært og bæredygtigt system.

I en demokratisk økonomi deles ejerskab og kontrol op i tre grundlæggende kategorier:

1. Nøgleindustrier skal være folkeeje, de skal drives som virksomheder på et “ingen tab og ikke for profit”-princip, ejet og kontrolleret af de forbrugere, de servicerer. En af de centrale omstillingsudfordringer, Danmark står over for, er omstillingen til grøn energiforsyning – denne skal ejes af borgerne og ikke den spekulative finanssektor. Vi har i Danmark en lang tradition for, at vores ressourcer, forsyningsselskaber og infrastruktur ejes af folket. Dette princip knægtes i disse år med langsigtet skadevirkning for Danmark til følge. Den ikke-spekulative del af finanssektoren er en nøgleindustri, som bør være ejet af og drevet for det danske folk. Også for at sikre en bæredygtig udvikling.
2. For at sikre demokratiet og en kontinuerlig produktivitetsforøgelse skal alle store og mellemstore virksomheder inden for alle brancher gradvist overgå til andelsejerskab, hvor det kun er dem, der arbejder i virksomhederne, der ejer og kontrollerer dem. Andelsselskaber er mere produktive, mere retfærdige og ansvarlige over for det samfund, de eksisterer i – netop de kvaliteter, vi nu efterspørger. Danmark har en lang tradition for andelsselskaber, ligeledes har store omstillingsprojekter i dansk historie været andelsdrevne. Den centralistiske, gældsdrevne og spekulative udviklingsmodel, som vi adopterede fra USA i efterkrigstiden, skal erstattes af gode danske økonomiske udviklingsmodeller baserede på danske værdier.
3. Mindre virksomheder er mest effektive, når de er privatejede. Dette bør understøttes således, at når en virksomhed får en vis størrelse, fx ti medarbejdere, tilbydes medarbejderne medejerskab, i stedet for at ejerskabet tilbydes som fjernejerskab. Skræmmende er det, at alle erhvervsstøtteordninger i Danmark baserer sig på en IPO-strategi, altså hvor værdien af en virksomhed måles på, hvad den kan værdisættes til på de spekulative finansielle markeder – og det i en tid, hvor vi skal have helheden med i værdibetragtningerne. Staten understøtter dermed den spekulative tilgang til vækst. Danefærd mener, at statens fornemmeste rolle er at fremme og beskytte den bæredygtige og cirkulære vækst, men statens såkaldte støtteordninger modvirker direkte den økonomi, der rent faktisk kan sikre en bæredygtig fremtid.

Servicesektoren og institutioner som uddannelse, helse, pleje og social støtte skal ledes af faglige råd bestående af fagpersoner inden for det givne fagområde. Mens Folketinget fastsætter det nationale budget, herunder allokerer og prioriterer midler til de forskellige dele af den offentlige sektor, bør den konkrete planlægning af arbejdet forestås af dem, der arbejder inden for hvert fagområde. Vi ser alt for mange kortsigtede og politisk drevne strategiske skift med store skadevirkninger til følge.

De nye regler

Følgende økonomiske principper bør indarbejdes i dansk lov og økonomisk planlægning:

For at undgå spekulative bobler og opnå økonomisk retfærdighed indføres progressiv og årlig beskatning af formuer over en vis størrelse som en gradvis måde at indføre et formueloft.

Vores økonomiske rammer bør have fokus på:

• Behovsorienteret produktion i stedet for profitorienteret.
• En decentral økonomisk udviklingsmodel, hvor planlægningen sker fra starten af ressourcekæden.
• Arbejde for regional selvforsyning af essentielle varer og forsyninger.
• Forbud mod import af råvarer/ressourcer, der udsulter andre regioner ved at fratage disse regioner den værdi, råvarerne kunne have bibragt lokalt.
• En balanceret økonomi for at opnå fuld og stabil beskæftigelse, fx kvalitetsproduktion i landbruget, også for at sikre en større andel af beskæftigelse i fødevareindustrien og sikring af et højt niveau af selvforsyning af sunde og bæredygtige fødevarer. Økonomiens forskellige dele skal balanceres. Entydig satsning på centralt placerede store virksomheder skaber ustabilitet i den økonomiske udvikling, mens en decentral økonomisk udviklingsmodel skaber stabilitet, resiliens og kontinuerlig udvikling.
• Alle garanteres de minimale nødvendigheder: føde, husly, tøj, uddannelse og sundhed. Man bør indføre en folkeløn i stedet for et kompliceret, nedværdigende og omkostningstungt centraliseret system. Der bør indføres garantier for beskæftigelse for alle, der kan arbejde.
• Skat på forbruget af ressourcer baseret på en fodaftryksanalyse af økonomisk aktivitet, således at klima og økonomi følges ad. Målet er fuldt bæredygtig produktion.

Hvis vi har finansielle institutioner, der bliver for store til at fejle, har vi ikke længere et frit marked.

Hvis vi i Danmark vil en stabil grøn vækst, er vi nødt til gradvist at koble os af den internationale spekulationsdrevne økonomi. Nye grønne investeringsmuligheder baseret på lokalt ejerskab kan sikre omstilling til en grøn og cirkulær økonomi. Vi bør etablere de nødvendige rammevilkår for en sådan ny vej frem.

Den danske økonomi skal gøres uafhængig af den spekulative økonomi, den skal demokratiseres, og den skal sikre en sund og langsigtet udvikling. Den danske økonomi skal reorganiseres til fordel for det danske folk. Kontrollen over den danske økonomi er i stigende grad taget fra det danske folk med stor usikkerhed og ustabilitet til følge. Vi bør arbejde på at finde den rigtige balance mellem det lokale og det globale, mellem forbrug og ressourcer, mellem privatejet, andelsejet og folkeeje, og den finansielle sektor skal arbejde for vores alles interesse. Uligheden har nået et niveau, som ikke kan begrundes i almenvellet, tværtimod er den globale ulighed en direkte årsag til mange af de udfordringer, vi står over for.

Det økonomiske mirakel, som andelsbevægelsen bibragte med sin demokratiske ejerskabsmodel, fællesejede forsyningsselskaber og stor lokaløkonomisk autonomi, kom som en reaktion på den europæiske landbrugskrise i 1700-tallet. Vi kan trække tråde frem til den nuværende situation, hvor en omlægning af økonomien på samme måde vil kunne imødegå udfordringen fra den ekstraktive økonomis ødelæggelser og ruste os til en fremtid med større økonomisk autonomi og bæredygtighed.

Dengang i 1800-tallet, hvor vi stadig havde kolonialøkonomi, lå det ikke ligefor, at de lokale andelsøkonomiske projekter skulle udgøre fundamentet for ny en udviklingsmodel i Danmark. Danmark blev et af de første lande i verden, der implementerede en nedefra-og-op-udviklingsmodel og etablerede sig som en andelsøkonomisk bioregion.

Vi ser en tilbagevenden til fortidens dyder. I dag anvender vi mange forskellige begreber for denne nye andelsejede økonomi – deleøkonomi, bytteøkonomi og giveøkonomi – men efterhånden som den demokratiske og cirkulære økonomimodel foldes ud, kommer vi måske igen til blot at kalde den andelsøkonomi.

Vi ser også, at større virksomheder omfavner den andelsøkonomiske omstilling, fordi den bidrager til en bedre positionering på markedet, en højere grad af økonomisk stabilitet med tætte samarbejder med markedet – baseret på tillid. Og selvfølgelig også fordi andelsvirksomheder globalt har omkring 30% større produktivitet end børsnoterede virksomheder ifølge International Cooperative Alliance (ICCA).

I takt med at dette bliver vejen frem for os, vil vi ikke længere understøtte, at danske virksomheder baserer deres indtjening på den ekstraktive økonomiske logik; billig arbejdskraft i udlandet og ressourcer hentet fra andre bioregioner uden at andre bioregioner har fået chancen for at tjene ressourcernes tillagte forældningsværdi. En fremtidssikret økonomi er én, der er bæredygtig og retfærdig.

Uden et opgør med den ekstraktive økonomiske logik kan vi ikke bevæge os ind i en ny epoke – en epoke, der skal baseres på balance mellem materiel udvikling og udviklingen af en på alle måder retfærdig og bæredygtig verdensorden. Siden Frankrigs menneskerettighedserklæring i 1789 har der været et modsætningsforhold mellem det ultimative humanistiske frihedsbegreb, der taler for eksistentielle rettigheder til alle mennesker, og den ekstraktive økonomi.