Kolonialøkonomiens Ansigt
For at ramme kolonialøkonomiens metode ind, laver vi tre nedslag i det globale syd, hvor kolonitiden og efterfølgende ageren af Vestlige magter stadig sætter sine dybe spor: Englands overgreb af Indien og Indiens efterfølgende fortsatte koloniøkonomiske virkelighed; USA’s nedkæmpelse af et demokrati og et helt folkefærd i Guatemala og endelig Frankrigs langvarige og voldelige undertrykkelse af Haiti.
Indien
Englands herredømme i Indien blev fasthold i mere end 350 år med kun omkring 10.000 englændere i Indien. Det kunne man gøre fordi man havde de tungeste våben, fordi man var organiseret i en ekstrem patriarkalsk virksomhedsstruktur og man formåede at “divide and rule”, altså sætte de mange forskellige indiske regioner og kongedømmer op imod hinanden.
Samtidig med at Danmark i begyndelsen af 1600-tallet etablerer handelsstationer og kolonial tilstedeværelse i Indian, begynder England sin koloniale udbytning af Indien. I de første 250 år er det et privat selskab der forestår ødelæggelse af de lokale økonomier i Indien. Formålet er at etablere et kolonialøkonomisk herredømme, der sikrer at enorme rigdomme, finder vej til England. Den koloniale økonomi model er den samme som vi praktiserede i Danmark, Kongemagten giver privilegier til enkelte selskaber som så betaler til Kongemagten. I de fleste tilfælde er Kongemagten medejer af selskaberne, der høster de store rigdomme på andres bekostning.
I år 1600 fik East Asian Company eneret til at udnytte hele det indiske subkontinent af den engelske Dronning. I løbet af de næste 250 år opbyggede virksomheden verdens største hær, man drev hele Indien som en stor virksomhed, ja samlet set satte man standarden for kolonialøkonomien. Da man bemægtigede sig Indien, var den gennemsnitlige Inder 5,5 gange rigere end den gennemsnitlige Englænder. Da det var slut i 1947, var Indien det sted I verden hvor der bor flest af de allerfattigste.
Et par eksempler på Kolonialøkonomien som bedrevet af East India Company. Man etablerede en stor bomuldsproduktion baseret på slavearbejde. Man forbød inderne at producere noget som helst af bomulden. Bomulden den sejlede man til det nordvestlige England hvor den dannede grundlag for den såkaldte industrielle revolution. En del af det producerede tøj blev solgt i Indien. Set fra et rent virksomhedsoptimeringsperspektiv var det genialt, man fik kontrol over hele værdikæden og tjente godt på hvert led. Mens konsekvenserne var forfærdelige for inderne.
Et andet godt eksempel på profitoptimering var den ulovlige dyrkning og handel med opium. Igen var produktionen henlagt til Indien, hvorefter man brugte opiummen som betaling for de mange varer man ønskede at hente i Kina. En del af opiummet blev transporteret på danske skibe ejet af kongens selskab.
East India Company opkrævede skatter, stod for diplomatiske relationer I Asien, med det ene formål at flytte så mange værdier hjem til England som overhovedet muligt. Der døde millioner af indere i firmaets globale kolonialkrige. Der blev brugt brutal magt mod de lokale og Indiske soldater blev slagtet i 100.000’vis i krige mod rivaliserende nationalstater. Ingen var i tvivl om at verdens absolutte militær magt var underlagt et kommercielt firma, der mente at alle mennesker og alle ressourcer globalt var for deres udnyttelse uagtet omkostningerne lokalt. Altså pengemagten underlagde sig de intellektuelle, de religiøse og krigerne, nu var det blot globalt. Englænderne sagde stolt: “solen går aldrig ned over vores rige.” Opgøret med denne grundholdning begyndte først efter anden verdenskrig, blandt andet med Indiens frihed i 1947.
Det er dog vigtigt at kigge på hvilken selvstændighed Indien reelt opnåede i 1947. Englænderen gav magten videre til en lille men meget magtfuld del-kaste af Brahmin kasten, der den dag i dag sidder nærmest totalt på magten i Indien. Indiens Premierminister Modi tilhører denne kaste. Ligesom næste alle af de 100 rigeste inderne, der ejer ¼ af Indien bruttonationalprodukt, en af de højeste rigdomskoncentrationer i verden. Og det i et land hvor de laveste kaster rutinemæssigt og brutalt undertrykkes og fastholdes i ekstrem fattigdom. Der er stadig cirka 400 millioner ultrafattige Indere, hvis livsvilkår er uændret dårlige siden kolonitiden.
Dette fuldstændig urimelige status quo er ikke en tilfældighed, men en del af den strategi som vinderne af 2. verdenskrig lagde for at fastholde kolonialøkonomien, også efter koloniernes formelle frihed. Den magt struktur som blev etableret i 1947, sikrer fortsat en meget lille meget rig overklasse, overskuddet for et vanvittigt tyveri af Indiens mange bioregioners naturlige ressourcer.
Da Modi i 2022 besøger Danmark, står han på gravene af titusinder af Inderne der ikke passede ind i hans hindu-nationalistiske billede af Indien. Det er hans brunskjorter (RSS), der dræber muslimer, kristne og kvinder. Modi repræsenterer verdens mest kleptokratiske styrer. INGEN kontrakt bliver indgået med udenlandske selskaber I Indien, uden magten er blevet bestukket, ej heller grønne projekter.
Indien har stadig verdensrekorden i forskellen mellem en meget lille, meget rig og korrupt elite og den almindelige borger. Små demonstrationer af blandt andet Kashmiris, der på det kraftigste modsætter sig Danmark involvering med en folkemorder, fik stort set ingen presse dækning under Modis besøg. Det gjorde i stedet hvad Danmark kan tjene på ”grøn” eksport.
Guatemala
I det følgende skal vi se på hvordan USA fastholder en tidligere koloni i et ekstraktisk økonomisk jerngreb, der skaber uhørt lidelse for mennesker og destruktion af hele den økologiske balance i landet.
Jacobo Árbenz Guzmán tiltrådte præsidentembedet i Guatemala i 1951 på baggrund af en progressiv politik født ud af den guatemalanske bioregionale revolution. Forinden Árbenz’ tiltrædelse var landets økonomi, infrastruktur og politiske ledelse dikteret af en håndfuld amerikanske selskaber. Mest fremtrædende af disse var United Fruit Company, som over en længere periode havde indrettet det guatemalanske samfund efter effektiv og hensynsløs produktion af bananer til det internationale marked. Landets befolkning var i dyb forarmelse som følge af den altoverskyggende bananproduktion, der underminerede enhver anden form for økonomisk udvikling.
Árbenz blev valgt på baggrund af hans løfte om omfattende jordreformer, hvormed blandt andre United Fruits’ uopdyrkede jord skulle eksproprieres og tildeles individuelle familier mod kompensation til de tidligere ejere. Árbenz’ jordreform blev mødt med kraftig modstand fra United Fruit, og i 1954 lykkedes det selskabet at overtale daværende Amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower til at autorisere et CIA-orkestreret statskup for at afsætte den guatemalanske regering, der blev beskyldt for at stå i ledtog med Moskva. Kuppet mod Árbenz sendte landet ud i fire årtiers borgerkrig og blodig undertrykkelse af den fattige befolkning under skiftende diktatoriske regeringer.
Den lange borgerkrig er kendetegnet ved en systematisk fordrivelse og udryddelse af den oprindelige Maya landbefolkning, og særligt under præsident Efraín Ríos Montts regeringsperiode i 1982-83 led den Mayanske befolkning under en særligt målrettet forfølgelse, som senere er blevet kategoriseret som folkemord.
Udviklingen i Guatemala er USA ikke alene ansvarlig for, men direkte ansvarlig i. Op gennem perioden foregår der en systematisk kanalisering af amerikanske penge samt militært materiel og personel ind i Guatemala. Amerikanske specialstyrker medvirker til oprettelsen af dødspatruljer og rådgiver de guatemalanske styrker i bekæmpelsen af den folkelige modstand mod den ekstraktive økonomiske model som administreres af United Fruit.
Washington holder konsekvent hånden under skiftende diktatorer herunder førnævnte Montt, som i 1983 stod bag systematiske udryddelse af en lokale og oprindelige befolkning i regionen Ixcán.
Op igennem årtierne har der været kritik af denne neo-kolonialisme, men i de senere år er denne fortælling fortrængt af historien om hvorledes kolonialeøkonomien har sikret god udvikling for det globale syd.
Vietnam krigens uhyrligheder problematiserede i en periode kolonialøkonomiens nye ansigt, senest ulmer diskussionen også i forlængelse af det såkaldte engagement i Afghanistan. Under det hele er det business-as-usual for den ekstraktive økonomis destruktive og uretfærdige hærgen.
Washington har selvfølgelig aldrig kunne retfærdiggøre brugen af dødspatruljer eller støtten til systematisk fordrivelse af en indfødt befolkning. Meget blev holdt hemmeligt og benægtet overfor den amerikanske offentlighed og er først senere kommet frem i lyset.
Der opretholdelse et narrativ i USA, som genfortælles i hele den vestlige verden, at USA ”engagement” i Guatemala og i hele Latin Amerika er retfærdig og godt for alle. Interventionen retfærdiggøres ud fra et strategisk rationale, som historisk har været afgørende for opbakningen til interventioner i al almindelighed. Vi har ikke lyst til at sende vores sønner og døtre afsted og kæmpe i fjerne lande, hvor vi intet har at gøre. De reelle kolonialkrige bliver derfor branded som noget andet end det de er.
Når vi taler om USA’s strategiske tilgang til Latinamerika skal vi helt tilbage til første halvdel af det 19. århundrede og udrulningen af den såkaldte Monroe doktrin, som i grove træk karakteriserer Latinamerika som USA’s baghave – ingen andre interesser skal få fodfæste i den del af verden, her bestemmer USA ekstraktive økonomiske interesser. Den Kolde Krig skærper og forråer sikkerhedspolitikken. Før det var det først og fremmest europæiske magter eller lokale modstandsbevægelser, som udfordrede amerikanske interesser i Latinamerika. Men der hvor Sovjetunionen træder ind af havelågen, skærpes konflikterne.
Dernæst har vi så spørgsmålet om den moralske retfærdiggørelse af USA som imperial magt.
USA udspringer af et oprør mod den britiske overmagt og imperiale kontrol over økonomien, og statsmagten betragtes derfor som modsætningen til borgernes personlige frihed. Den personlige frihed defineres som frihed til økonomisk udfoldelse. Denne grundtanke rammesætter den amerikanske tilgang til resten af verden. For USA handler det om åbning af markeder og fri privat handel på tværs af nationer. På den måde vil verdens nationer blive gensidigt afhængige af hinanden og dermed mere fredelige. Det handler om at sørge for, at den private sektor kan udfolde sig frit og skabe bånd til frie private sektorer i andre lande, for på den måde at underminere de respektive statsmagters mulighed for at undertrykke egne befolkninger eller gå i krig mod hinanden.
Det er fortællingen, realiteterne er at store globale virksomheder, støttet af statsmagten fortsætter udbytningen af andre bioregioner, med uhørt lidelse for lokalbefolkningerne som konsekvens. Der er ikke noget frit over rammerne for United Fruits forretning. United Fruit repræsenterer i den forbindelse det modsatte af et frit marked og demokrati. De bemægtiger sig ressourcerne – jorden – for at tjene et overskud til deres aktionærer, men den lokale befolkning får ingen glæde af produktionen. Det er en monopoltilstand, hvor al konkurrence, privat udvikling og diversificering af økonomien er udelukket, og monopolet opretholdes tilmed gennem voldelig undertrykkelse.
Det er en misforståelse, hvis man tror at denne her form for udnyttelse er udtryk for en indlejret mekanisme i den markedsøkonomiske model. Der er tale først og fremmest om udnyttelse, som lige så vel kunne begås af en kriminel organisation eller en magtfuldkommen stat. Værktøjerne er forskellige – i det her tilfælde tager man markedsøkonomien som gidsel og spænder den for en imperial model for udnyttelse – men de underliggende mekanismer er i brede træk de samme.
Guatemala demonstrerer meget tydeligt, at der er tale om ren udnyttelse, men ikke desto mindre er det stadig i dag kontroversielt at påpege det åbenlyse. Den amerikanske idealisme udspringer blandt andet af modstanden mod en kolonial overmagt og en tro på den personlige frihed til privat entreprenørskab. Så hvordan kan amerikanerne accepterer, at deres regering fører den selv samme politik, som den amerikanske ånd netop er resultatet af et opgør mod. En af forklaringerne kan være, at den amerikanske model betragtes som universel, hvilket tilføjer et element af mission til interventionen. Men det er stadig ikke en tilstrækkelig forklaring, for missionens ideal og interventionens strategiske formål er jo grundlæggende i strid her.
Måske er det netop absurditeten der gør det vanskeligere at angribe. Historien er fuld af tilfælde, hvor alliancen mellem idealisme og realpolitik går hen og skaber et slags orwelliansk dobbelsprog og dobbeltænk, som kan være rigtig svær at bryde med. Når det er os selv der kæmper for frihed i Afghanistan, ser vi de enorme ødelæggelser og tab af menneskeliv som uheldige side omkostninger. Når Putin gør det samme med den samme logik, ja så er det pludselig nemt at tage afstand fra. Fra den globale Vé er alle bioregioners rettigheder og kultur ligeværdige.
Der er to parallelle historier om Guatemala, der er så grundlæggende forskellige, at det er svært at forstå, at de handler om det samme land. Der er på den ene side det konkrete, nemlig undertrykkelse og hundredtusindvis af dræbte og internt fordrevne. Mennesker som bliver drevet bort fra deres jord af krigen og United Fruits massive ejerskab. Det skaber frygtelige forhold for det stolte guatemalanske folk, i midt-firserne slår dødspatruljerne næsten en kvart million mennesker ihjel.
Den anden historie står at læse i den amerikanske presse om hvordan CIA gør en stor og prisværdig indsats for at redde demokratiet i Guatemala fra den kommunistiske svøbe. En succesfuld kontra faktuel propaganda, der bedst sammenlignes med kommunistisk propaganda bag jerntæppet. Historierne er fuldstændig modsatrettede, og det er en dobbelthed som fordrer et opgør med hele den ekstraktive økonomis logik. Danmark gjorde faktisk allerede i 1800-tallet op med kolonialøkonomien, i Danmark demonstrerede en alternativ udviklingsmodel helt frem til 1952.
Den store succes med at fastholde den dobbelte og modsatrettede fortælling har givet eksrtaktive økonomiske model uhindret udvikling siden 2. verdenskrig. Koldkrigskonteksten retfærdiggør interventionerne i Guatamala og store dele af det globale syd, fordi det kan argumenteres som en kamp mod kommunismen. I den sammenhæng ser vi en stor fortætning i alliancen mellem private interesser og Washingtons militære establishment.
I 1930’erne løste vi industriel overproduktion ved oprustning og den følgende krig. Efter anden verdenskrig drev den industrielle overproduktion os ud i et overforbrug, som udfordrer vores grundlæggende forståelse af opnåelse lykke. Marketingspsykologen Edward Bernais hjælper i perioden globale virksomheder, med at gøre forbruget af deres produkter til et spørgsmål om identitet og selvtilfredsstillelse. Den centrale ”udfordring” for produktionsvirksomhederne blev løst ved at gøre overforbrug til et psykologisk spørgsmål om identitet og lykke.
Efter 2 verdenskrig bliver den centrale amerikanske udfordring at fastholde den ekstraktive økonomis grundlæggende præmis, adgang til ressource og et evigt voksende marked for vestlige produkter. De tidligere kolonier skulle fastholdes som leverandører af råmaterialerne og som marked for produkter fra vesten, med USA i spidsen. Dette lægger grunden for fortsættelsen af den ekstraktive økonomi som vi kender den i dag. Fastholdelsen af den imperiale magt understøttes af en global økonomisk overklasse.
Guatemala’s historie handler om en alliance mellem United Fruit og Washington. CIA afsætter med rå magt den demokratisk valgte regering, og det kommer i stand, fordi United Fruit allierer sig med Edward Bernays, en propagandist som havde lært et og andet af sin onkel Freud om psykologi. Bernays laver en propagandakampagne under parolen “Arbenz er kommunist” for United Fruit. En kernefortælling som den amerikanske befolkning kan identificere sig med: En kommunistisk leder undertrykker den frie handel, repræsenteret ved en amerikansk virksomhed. Fjendebilledet dækker over en kynisk realpolitik, der skal sikre uhæmmet berigelse ved at sætte sig på kontrollen over hele værdikæden og dermed nå en størrelse der eliminerer al konkurrence – globalt.
Det lykkes for United Fruit og Bernays op gennem 1950’erne at overbevise Washington om, at Arbenz-regeringen er pro-sovjetisk. De sikkerhedspolitiske bekymringer accentueres som bekendt under den Kolde Krig, og lige netop denne tidlige periode er yderligere kendetegnet ved en stærkt antikommunistisk følelse i USA blandt andet repræsenteret ved den amerikanske senator, Joseph McCarthy, og hans populistiske kampagne for at rydde op i egne række. McCarthy’s tid var kendetegnet ved den såkaldte red scare, hvor man så kommunister og sovjetisk indflydelse overalt både internt i det amerikanske samfund, såvel som rundt omkring i verden. Det er på den baggrund, at Eisenhower beslutter at autorisere CIA’s statskuppet i Guatemala i 1954.
Guatemala betegnes nedsættende som en bananrepublik – en korrupt stat med en autokratisk regering og en økonomi, der ikke rigtig har noget at byde på. Der er en tendens til at se ned på den slags lande og betragte forholdene som værende den naturlige tilstand for den slags lande.
Haiti
Endnu et nedslag udenfor vore grænser kan demonstrere hvor umenneskelig kolonialøkonomien var i sit væsen. Forløbet omkring Haiti demonstrerer de iboende modsætninger mellem humanismen og den såkaldte vestlige civilisation. Modsætningerne sættes på spidsen med vedtagelsen af Menneskeretserklæringen i Paris den 26. august 1789, der erklærer alle menneske frie og uafhængige. Erklæringen er vag i sin definition af hvem der er menneske. Denne vaghed, nærmere betegnet denne modsætning, er stadig her 230 år senere grunden til uhørt lidelse blandt alle ikke hvide mænd.
Erklæringen og den franske revolution generelt styrker oprøret mod det slaveri som er Haitis virkelighed i 1789. Bortløbne slaver vinder faktisk over kolonimagten i en ekstrem blodig guerillakrig, som de fører fra ufremkommelige egne mod de hvide plantageejere. Svaret fra Frankrig, på trods af fine erklæringer, er at kaste enorme militære ressourcer og menneskeliv ind i opretholdelse af deres herredømme på Haiti. Man gør det af den simple grund, at Frankrigs økonomi afhænger af det, op igennem 1700’tallet får Frankrig cirka halvdelen af statens indtægter fra sukker- og kaffe-produktionen på Haiti. Præcis som i Danmark i samme periode.
Ledende op til den franske revolution udspiller der sig i midlertidig et aktivistisk opgør imod den institutionaliserede racisme i Frankrig og for universelle rettigheder for alle mennesker. Det er i denne periode at hele grundlaget for det vi i dag kender som et centralt element i vore samfund udvikles; et uafhængigt juridisk system, der baserer sig på love og præcedens.
I 1700-tallets Frankrig er der dog ikke skrevet mange love endnu, men en lang række aktivistiske jurister kæmper for ikke-hvide menneskers lige rettigheder, baseret stort set alene på præcedens. Blandt andre vinder en slave, Jean Bouceaux sin frihed baseret på en passus fra 1570, L’historie Universelle du Monde, som lyder: ”Det er skik og brug, at ikke blot franskmænd, men også udlændinge, der ankommer til de franske havne og udbryder ”Frankrig og friheden”, ikke længere er i deres ejers vold.” Umiddelbart efter Jean har vundet sin frihed udsteder Kongen et edikt for at forhindre at: ”sorte mennesker i stort tal pådrager sig en ånd af uafhængighed i Frankrig, hvilket vil kunne have plagsomme følger.”
Men på trods, vinder de aktivistiske jurister igen og igen. De får etableret en juridisk praksis hvor det at sætte fod på fransk jord tildeler ethvert menneske fulde borgerrettigheder, uagtet race. Et uhørt resultat i et Europa der allerede har institutionaliseret den hvide mands overherredømme globalt.
I USA, et helt århundrede senere, forsøger en slave med samme argument at vinde sin frihed, men USA’s højesteret udtaler i en dom i 1857 at slaven Scott i kraft af sin afrikanske herkomst og dermed som værende et laverestående væsen, var helt igennem uegnet til at blande sig med den hvide race. Han får derfor ikke engang få sagen for retten – overhovedet. Ja, stadig i nutiden skræmmer sporene fra denne dobbelte vestlige civilisationsfortælling; der er flere efterkommere af slaver i fængsel i USA i dag, end der var slaver i midten af 1800-tallets USA.
Tilbage på Haiti slår kolonialøkonomien i løbet af 1700-tallet en million slaver ihjel, mens den tidlige udvikling af humanismen i 1700-tallets Frankrig sætter en lus i skindpelsen på den brutale udryddelsesmaskine. Der skabes en ny magtfuld klasse på Haiti, født på øen af blandet ophav. De bygger en lokal økonomi op, ved siden af den brutale kolonialøkonomi. Den moralske opbakning i Frankrig skaber plads til en stærk opposition og kamp mod kolonialøkonomien. I den sidste halvdel af 1700-tallet vinder oprørerne mere og mere fodfæste på øen. Den haitianske opposition til kolonistyret finder sympatisører højt op i de franske magtstrukturer. Nu er det ikke alene bortløbne slaver, der med livet som indsats, bekæmper kolonistyret på Haiti.
Imidlertid bliver Napoleons endelige magtovertagelse af Frankrig i slutningen af århundredet finansieret af den franske kolonialøkonomiske elite. Slavehandlerne og ejerne af de profitable kaffe- og sukker-plantagers penge bliver Napoleons vej til den ultimative magt. Og Napoleon var mester i det moralske dobbeltspil, han satte på en måde standarden for den dobbeltmoral Vesten har fulgt lige siden. På den ene side fastholder han at slaveriet er ophævet, mens han i flere omgange sender massive militære styrker til Haiti for at bekæmpe slaveopstanden. Men hans soldater taber. Og i 1804 kan Haiti erklære sejr – frihed. Det samme år som Napoleon udnævner sig selv til kejser.
Napoleon magtovertagelse og hans mange krige kunne ikke have fundet sted, uden massiv støtte fra den kolonialøkonomiske elite og hermed tager det dobbelte vestlige narrativ sin begyndelse i Frankrig. På den ene side; revolution og erklæringer om menneskerettigheder, som af mange betragtes som humanismens definerende øjeblik. På den anden side fastholdelse af den hvide mands gudgivne ret til at fratage andre bioregioners deres ressourcer og udvikling.
Indtil dette tidspunkt har den hvide mand hærget verden uden blusel, bogstaveligt talt stjålet alt guldet i verden for at gøre sig selv og sine ufattelig rige på andres bekostning. Fra den franske revolution og frem fortsættes tyveriet, nu bare i frihedens navn. Vi har formået at bilde os selv ind, at det vi har gjort, var godt for de andre bioregioner. Denne moralske afvej ligger bag rigtig mange af nutidens moralske opgør, fordi vi bærer i os følelsesladede og differentierende holdninger i forhold til køn, race, rigdom osv. Vi har svært ved at tale om det på grund af dobbeltheden, men vi er kommet i gang – endelig.
Fra erklæringen i 1789 og frem til i dag har humanismen vist sig at have fundamentale mangler. Den definerer ikke et generelt menneskeligt fællesskab, der står over de enkelte fællesskaber og derfor skabes store modsætninger imellem de enkelte menneskelige fællesskaber, som på værste vis bliver konsekvensen for Haiti og mange andre.
Efter oprørerne på Haiti vinder kampen på jorden og får sin frihed i 1804, pålægger Napoleon Haiti at betale for sin egen frihed. Prisen svarer i dagens penge til ca. 140 milliarder kroner. Den Haitianske revolution føler sig ikke specielt forpligtiget til at betale så mange penge til herremændene der har slået 1 million af deres familiemedlemmer ihjel. Napoleon tvinger dem ved at foranledige en total maritim blokade og da landets økonomi er fasttømret i en kolonialøkonomisk værdikæde, med salg af sukker og kaffe som den eneste indtægtskilde, har de reelt intet valg. Haiti accepterer ”erstatningen” til Frankrig. Beløbet opgøres mestendels ud fra en værdiopgørelse borgernes værdi – i fri handel, som man sagde. Straffen fastholdes og betalingerne opkræves med hjælp fra både England og USA.
Haiti er først færdige med at betale gælden af til City Bank of New York i 1947, som har overtaget gælden og inddrevet den. Siden har Haiti løbende forsøgt at få blot nogle af pengene tilbage fra Frankrig og USA for at rette op på århundreders underudvikling. Så sent som 2010 da et massivt jordskælv slår 250.000 mennesker ihjel og lægger store dele af landet øde, retter Haiti igen formel henvendelse til den franske præsident, hvis eneste kommentar er: ”ingen kommentarer.” Haiti er til dato den eneste slavenation der på denne vis fik frihed fra kolonialøkonomien, måske netop derfor er det stadig et af verdens fattigste lande.
Frankrig fik i 1700-tallet halvdelen af sine statsindtægter fra den merkantilistiske slave økonomi. Efter den formelle frihed for Haiti i 1801, orkestrerer man 150 års fortsat lidelse for Østaten, gennem et samarbejde mellem franske, Amerikanske og Engelske aktører der agerer i den nye kolonialøkonomi.
Napoleons Trick
I 1790’erne baserer Napoleons Europæiske felttog sig på den dobbelte historie, frihed for de befolkninger der bliver erobret, men samtidig en indlemmelse i en merkantilistisk kolonialøkonomi, med en ekstrem centralisering af den økonomiske magt. Borgerne i Treviso skriver til Napoleon i 1797, efter at han har vundet krigen og besat det nordlige Italien:
”I denne revolutionære situation, der er så ny for os, og i et demokrati udviklet gennem Italiens genfødsel, har det været altafgørende for os, at vi i dig, Borger General, har fundet en fader som kan vejlede os og støtte os i vore bestræbelser på at konsolidere os i denne højt skattede frihed, for hvilken vi kan takke franskmændenes generøsitet. Her er vi fri for ækelt slaveri og beskyttet af din retfærdighed og uselviske karakter.” (Fra Asolo-kantonens civilstyre, 29. maj 1797. Kilde: Den Sorte Greve)
Der går dog ikke mange måneder før det går op for Italienerne at der udover demokrati står plyndring af alt af værdi på Napoleons dagsorden. Det centrale er, at det er pengenes logik der overtager den øverste position i det franske magthierarki. Den franske revolution er et endeligt opgør med kirkens og adelens magtmonopol i landet. Ligesom vi så det i Danmark under Christian den 4. Merkantilismen er statssponsorerede plyndringer på et uhørt globalt plan. Efterfølgende overlades roret af den ekstraktive økonomi til globale selskaber, ligesom i tilfældet Indien, hvor East India Company sætter standarden for globale virksomheder med uendelig magt. Demokratiet bliver den strukturelle ramme, indenfor hvilken magten reelt flyttes til de globale købmænd. Epokeskiftet er komplet, intellektuelle; præsterne og kongernes rådgivere mister magten og købmændene tager over.
Kolonialøkonomi bliver til den Ekstraktive Økonomi
I 1773 stiftedes et af de største og ældste globale finansimperier Rothshield i Frankfurt, med nogle af følgende principper i sin fundats: ” Krig skal styres derhen at nationer på begge sider vil skylde os flere penge. Kandidater til politisk lederskab skal være underlagt os, så de kan bruges til at opnå vores formål. Panik og finansiel depression vil resultere i en verdensregering styret af finanssektoren.” Rothshield er i dag en af den Danske Stats vigtigste finansielle rådgiver.
Den finansielle sektor er hjertet af kapitalismen, i dag er det kun maksimalt. 20% af omsætningen i den finansielle sektor, der spiller en rolle i samfundets udvikling, mens 80% kan elimineres uden nogen negativ konsekvens for den almindelige Dansker, da det er ren spekulation.
I Danmark har vi i dag en Nationalbank, hvis vedtægter blandt andet erklærer som formål: ”… at opretholde et sikkert pengevæsen og at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning.” Nationalbanken er uafhængig af Folketing og regering i udformningen af pengepolitikken.
Under den finansielle krise i 1920’erne måtte Nationalbanken redde en række danske banker fra at gå konkurs og det har siden været praksis at staten sikrer den finansielle sektor når der opstår tillidskriser. Staten skal betale når det går galt, men ellers blande sig udenom, mener finanssektoren.
Vi Danere må spørge os selv om det fortsat bør være statens ansvar at redde kommercielle virksomheder for at sikre det nuværende såkaldte kapitalistiske system imod at bryde sammen. Hvorfor skal borgerne holde hånden under den spekulative del af den finansielle sektor som begunstiger et ekstremt lille mindretal af udenlandske og danske finansielle investorer?
Samfundets udvikling er afhængig af at der er kredit tilgængelig til investering i fremtiden. Afgivelsen af kredit afhænger af tillid; tillid skabes igennem kendskab og ved fælles regler. Det er samfundet der sætter reglerne.
Finanssektoren siger udadtil at de er modstandere af regulering, men indad ved de godt at regulering er selve fundamentet for deres eksistens. Regulering er selve fundamentet for tilliden, herunder en helt central funktion i retsvæsenet, inddrivelse af gæld. Mens der er samfundskritiske sektorer af økonomien, den spekulative finanssektor er ikke en sådan. Vi bør vedtage at stoppe dette og i stedet skabe rammer for en finansiel sektor og det pengesystem, der fremmer den udvikling vi ønsker.
Baggrunden for den såkaldte finanskrise i 2008 var en alt for kreativ finanssektor i USA og da den Danske finanssektor er vævet sammen med den amerikanske, blev den Danske økonomi ramt af krisen. Fra midt 1970’erne er produktiviteten i USA vokset, mens lønudviklingen har stået stille. Den gennemsnitlige amerikaner arbejder i dag dobbelt så meget for at opnå den samme levestandard som i 1970. Den almindelige amerikaner har i stigende grad gældsat sig for indfri forventninger om vækst i forbrug og derved skabt stor efterspørgsel på kredit. Den finansielle sektor udvikler fra 2000 en række lånemuligheder til boligmarkedet, baseret på spinkelt fagligt grundlag; fx at negative fluktuationer i et geografisk område ville blive annulleret af positive fluktuationer i et andet område; at den eksplosive stigning i huspriser var baseret på reelle økonomiske faktorer og ikke en spekulationsboble. På trods af at huspriser i USA fra 1900-2000 stort set ikke voksede, vurderede man at en vækst i priser på 230% fra 2000-2007 ville fortsætte frem i tid. De lån som den finansielle sektor tilbød, var baseret på sådanne spekulative betragtninger, som udfordrede reglerne til grænsen og over. Da tillidskrisen opstod, havde sektoren ingen svar og samfundene endte med regningen.
Da samfundene redder den finansielle sektor, redder man ikke alene de finansielle institutioner, men også deres ejere. Mens man valgte ikke at hjælpe de mange private husejere der kom i klemme. I Danmark vælger anklagemyndigheden heller ikke at rejse tiltale mod nogen af de ansvarlige for de grove overtrædelser af reglerne der førte til krisen. Resultatet af krisen har været ligesom alle de foregående kriser, at færre ejer mere. Uligheden er øget så meget at den i dag er suverænt den største i menneskets historie.
Opgøret
Den finansielle krise der startede i 2008, viser at den nuværende organisering og regulering af den finansielle sektor ikke er i Danernes bedste interesser. Tværtimod er den nuværende spekulative økonomi årsag til større og større ulighed og forhindrer gennemførsel af livsvigtige reformer af det Danske samfund. Situationen er blevet så grel, at det må kaldes en slags økonomisk besættelse, hvor det danske lederskab fører en for Danmark uhæderlig samarbejdspolitik med centralistiske økonomiske interesser. Vi har koblet den danske økonomi fuldstændig på en international spekulations økonomi, vi har fulgt med ud i deregulering af specielt den finansielle sektor.
I Tiden efter II verdenskrig og frem til i dag er der under pres fra storkapital interesser blevet indført en lang række love og forordninger som på uhensigtsmæssige måder begunstiger et meget lille mindretal af kapitalejere, på bekostning af andre og til stor skade for vores naturlige habitat. Det er love og forordninger, der på afgørende punkter er i modstrid med dansk rets-sædvane og -bevidsthed, og som tillige i flere henseender bryder med Grundlovens ånd og bogstav.
Det handler om den grundlæggende retfærdighed lande/bioregioner imellem, lokalbefolkninger verden over der har mistet ret over egne ressourcer og egen økonomisk fremtid for århundreder siden og det er stadig situationen her i den ekstraktive økonomis efterår.