Skip to content

Demokrati 2.0

En central styrke ved det danske samfund er vores evne til at samtale os frem til fælles løsninger. Fra de førkristne vé’er over landsbyernes tingsteder til andelsbevægelsen har vi bevist, at samtalen er en central dansk livslov. Etableringen af det bæredygtige samfund sker nedefra og op, sådan har det været de sidste mange hundrede år; med landreformer, forsyningsstruktur osv. 

Måden, hvorpå vi lægger planer, laver love og udvikler vores samfund, skal opdateres – demokratiet skal opdateres. Demokratiet i sin nuværende form tager ikke fat, det er kørt fast i et slags antagonistisk morads. Vi har fået levebrødspolitikere, hvor den personlige og partimæssige sejr ofte synes at stå over substansen, over nationen og over vores alles ve og vel. Vi skal genetablere samtalen i et ufortrødent arbejde frem mod løsningen af de store udfordringer, som vi står over for. 



I den transitionstid, vi står midt i, har vi brug for en renæssance af det danske demokrati, baseret på direkte indflydelse og repræsentation. Vi kan med gode danske traditioner skabe den nødvendige omstilling. Vores tradition med at bruge en bør igen blive central på alle niveauer af vores demokrati, for i vé’en har vi samtaler, hvor vi kun har fællesskabets interesse for øje. 

Véen - Illustration: Mette Ehlers

Veen – Illustration: Mette Ehlers

Demokratiets operativsystem

Danefærd vil et direkte demokrati, hvor retsindige og dygtige danskere får mulighed for i ro og mag at udvikle nødvendige handlingsplaner. Vi, danere, er nogenlunde enige om, hvor vi vil være i 2035, men vi mangler konkret handling for at nå derhen. 

Den grundlæggende udfordring er det konkrete, derfor skal vi videre fra et ineffektivt partipolitisk system. Partierne blev skabt i en tid, hvor klassemodsætninger definerede vores politiske virkelighed. Vores samfund har udviklet sig, at bevare modsætninger som grundlag for det politiske system er forældet. 

Vores samfunds grundlæggende operativsystem er blevet forældet, mens vores samfund er blevet uendeligt meget mere komplekst, vidensudviklingen er eksploderet og vores politiske system har stået i stampe. Vi hører også folketingspolitikere sige igen og igen, at de slet ikke har tid til at sætte sig ordentligt ind i tingene, inden der lovgives. 

Vi har brug for personer med ekspertise på de forskellige politiske områder og en klar dagsorden. Vi har brug for, at de der skal løse vores problemer har rødder i den virkelige verden. Vi løser ikke de udfordringer, som vi står over for, på overfladen. Politik er ikke en fodboldkamp. 

Godt politisk håndværk er at tale sig frem til de fælles løsninger, ikke at afgøre hvem der vandt diskussionen. Vi har nok udfordringer, som vi skal have talt på plads. Politik er nødt til at blive gjort til noget, der udspringer af viden og ud fra de bedste intentioner. Længe har vi diskuteret, hvilken fremtid vi ønsker os, nu er vi i hovedtræk enige om den bæredygtige fremtid – dertil skal der lægges effektive strategier, og der skal handling til. 

Lad os installere mekanismer til at ”afvælge” dem, der ikke arbejder for det program, de blev valgt ind på. Lad politikere komme fra vidensnetværk, erhvervslivet, det offentlige, interesseorganisationer – jo flere erfaringer, jo større netværk, des bedre politikere. Den demokratiske proces bør hele tiden sikre de bedste løsninger. 

Lad os gøre det endnu lettere for almindelige borgere at fremføre forbedringsforslag direkte som lovforslag. Vi har slet ikke udtømt internettets muligheder for at kvalificere og effektivisere den demokratiske samtale. Det skal vi blive meget bedre til! 

Lokalt demokrati

Der bør dannes decentrale udviklingsråd og samtaleråd (tinge) over hele landet, som vil tage ansvar for et frit og økonomisk selvstændigt Danmark – i det lokale. Disse ting vil bestå af de danere, der uselvisk og med modne overvejelser vil sikre den rette udvikling nedefra og op. 

Balancen mellem den centrale magt, den økonomiske magt og civilsamfundet skal genoprettes ved, at civilsamfundet og det lokale får reel magt til fx. at tage vare på naturen og en balanceret lokaløkonomisk udvikling. Andelsorganisering har i de seneste 125 år været central i at skabe den balancerede udvikling. De store skridt, Danmark har taget, har været båret af samarbejde mellem alle interessenter. At revitalisere andelsbevægelsen er et af Danefærds helt centrale formål. 

Vi lever i en oplyst tid. Vi har muligheden for at involvere alle besindige og vidende danere, så vi kan få den bedste viden og engagement i spil og skabe et ægte demokrati for fremtidens Danmark, hvor folket er i direkte forbindelse med de folkevalgte og deres beslutninger. 

At leve på den grønne ø kræver en holistisk tilgang, og det kræver, at vi bringer den bedste version af os selv i spil. Det nuværende politiske system er bygget på konflikt og interessemodsætninger, fremtidens politiske system skal være en balancering af de mange hensyn og alles engagement med de bedste kvaliteter og viden vi hver især besidder.